OLE GUDMUNDSENS BAUTA (f. 1795/96 - d. 1840), Norbygata mellom nr. 13 og 15.
Synes du denne kroken ser begredelig ut med tagging og stygge uttak fra diverse kjøleanlegg? Enig! Saken har ligget hos Plan og bygningsetaten i 1 år siden vi tok opp saken i 2023. Det kan se ut som kjøleanleggene er montert uten tillatelse. EGT historielag har satt i gang en prosess, men dette går svært sakte. Men – vi gir oss ikke!
Historien som vi kjenner den til nå, er at Ole Gudmundsen ble født i Brandval, Solør, 1795/96. Han vokser opp der som eldstemann og skal dermed arve gården. Men på et tidspunkt mister han odelen (rettigheten til gården), han føler seg sviktet og skal ha gått til fots og tigget seg frem til Christiania. Han skal ha fått jobb som tjener, klart å legge seg opp penger og kjøpt seg tomt og et lite hus i Norbygata som den gang var nyanlagt. Han blir syk og da det går mot slutten snakker han med venner og naboer, og sier at familien ikke skal arve noe etter han. Huset skal selges og pengene brukes til å legge brostein i Norbygata og anlegge en vannpost. Det ble sagt at det var så sølete i gata at man bare kunne krysse den om man gikk på stylter. Ole G dør i 1840, bare 44 år gammel.
Familien gjør krav på arven etter han, men naboene forteller om Oles ønske og står sammen. Det blir rettsak samme år og til slutt blir det et forlik. Familien får noe av arven, men kjøper eiendommen for 400 spesiedaler.
For pengene får Norbygata brostein og en vannpost blir anlagt. Det blir til og med litt til overs slik at brua over Tøyenbekken blir utbedret. To år senere, i 1842, er alt ferdig og naboene hans går sammen om å reise en bauta i takknemlighet til han. Den har fått teksten: "Erindring om O. GUDMUNDSEN der testamenterede sin Eiendom til denne Gades Istandsættelse. Af Nordbygadens Huus og Grundeiere reistes ham dette Erkjendligheds minde. 1842". Og her har bautaen stått siden den gang og det var en av de aller første bautaene som ble reist i Christiania. (For eksempel Krohg-støtten ble reist i 1833).
Selv den gang var Oles gave helt spesielt og frem til nå har han og bautaen med jevne mellomrom blitt omtalt i avisene. Den første omtalen vi har funnet er en artikkel som Henrik Wergeland skriver i sitt tidsskrift «For Arbeiderklassen» i mai 1843. Han omtaler hele saken, beundrer både hva «menigmand» Ole og naboene har klart, og hvor vakkert alt er blitt. (Vi har oversatt hele artikkelen nederst på siden). Wergeland avslutter med «-- Idet samme jeg kom ud af Gaden gik der en Mand forbi, som gjerne kunde forære Byen et Kirketaarn uden at han derfor behøvede at smøre Smøret tyndere paa Brødet»!
Historielaget arbeider med å finne «hele» historien om Ole Gudmundsen. Både hva som skjedde i Solør og under rettsaken i Christiania, dvs i formannskapet i Aker siden området hvor Norbygata lå ikke ble en del av Christiania før under byutvidelsen i 1859. Vi har funnet frem til diverse skifter og rettsreferater, men disse må transkriberes da alt er skrevet med gotisk håndskrift. Vi håper å ha dette på plass høsten 2024 så vi kan fortelle «hele» historien om Ole Gudmundsen og Nordbygata.
I mellomtiden arbeider vi parallelt med Bydel Gamle Oslo og Plan- og bygningsetaten for at området rundt bautaen blir utbedret og bedre vedlikeholdt i fremtiden.
Oslo, 23/7 2024/Karin Arnesen, nestleder.
Til høyre første nummer av tidsskriftet "Til Arbeidsklassen", 1839.
HENRIK WERGELAND avlegger Norbygata et besøk
Og her er artikkelen han skrev i sitt tidsskrift "For Arbeidsklassen", nr 6, 1843:
Mindet i Nordbygaden
Naar Folk, der ikke paa nogle Aar have passerert ovenneævnte fjerne Forstadsgade til Christiania, atter igjen nu gaae igjennem den, ville to Ting paa en behagelig Maade tiltreække sig deres Opmærksomhed; nemlig først, at husene have vundet betydeligt i Udseende, idet de nemlig næsten overalt ere anstrøgne med lyse og smukke Farver og forsynede med temmelig store og klare Ruder, hvori Børneansigter og Blomster om hinanden; dernæst, at denne Gade, som før dannede et næsten bundløst Morads, hvor Gjenboerne fra hver Side peent kunde hilse over til hinanden, men ikke gaae over uden paa Klopper, er bleven godt brolagt; og endelig vil man blive overrasket ved, omtrent midt i Gaden, lidt til Høire, at see et 3 Alen høit Minde af rød Granit, hvorpaa følgende Indskrivt staaer at læse:
ERINDRING
Om
OLE GUDMUDNSEN
der testamenterede
sin Eiendom
til denne Gades
Istandsættelse
__________
Af
Nordby-Gades
Huus og Grundeiere
Reistes ham dette
Erkjendtligheds Minde
1842
Altsaa en Menigmand har gjort sig paa saa nyttig en Maade fortjent af sine Lige, og disse have hædret ham paa en saa ædel? Altsaa Menigmands Fortjenstefuldhed og Ædelmodighed og Menigmands Taknemlighed? Mange ville maaskee ikke troe det; men saa faae de gaae ud og see selv. Klinger det ikke bedre, end om man paa begge Sider satte «Rigmands?» Jeg for min Part kan ikke sige hvor det behagede mig. Især denne Maade at vise sig erkjendtlig paa, saa smagfuld og robende Kultur. Skulde den ikke staae i Forbindelse med hiint Husenes hyggeligere Udvortes? Hvor der er venlige Huse med klare Vinduer, trives ogsaa ædlere Følelser og Kulturens Blomster derinde mellem Børnehovederne og Geranierne og Balsaminerne og Maanedsroserne.
Ole Gudmundsen var en gammel ugift Tjener, som havde lagt sig saameget tilbedste, at han kunde bygge sig et Huus, af 6- 700 Dalers Værdi, ude i Nortbygaden. Supsen gik dengang ligesaavel til hans Dørtærskel som til de Andres, og desforuden leed Gadens Beboere af et andet stort Onde, nemlig af Mangel paa en Vandpost. Ole besluttede da, at gjøre Ende paa en af disse Ubekvemmeligheder, hvilken det nu kunde blive, og kort før sin Død erklærede han, at han skjænkede sin Eiendom til Gadens Bedste, til hvilket af disse Formaal man maatte holde nødvendigst. Udarvingerne leek dog ikke dette, og protesterede imod Husets Salg, det truede med Proces, men da Thingsvidner bekræftede Oles sidste Vilje, kom det til saadan Akkord, at de beholdt Huset mod at betale 400 Spd. Og for disse besluttede nu Gadens Beboere, paa gode Folks Raad, at lade denne brolægge. Dette skede, og Resten, en 40 Daler, indsattes i Sparebanken til Brolægningens Reparation. Men da de saa saae ud paa Gaden og bemærkede, hvor stort et Gode dens Brolægning var at de og Koner og Børn nu kunde gaae tørskoede baade langsad den og tvertsover til hinanden, og de maaskee iblandt andet ogsaa tænkte paa hvormegen Sygdom derved blev undgaaet: saa tænkte de paa at hædre deres Velgjører og vise sin Taknemmelighed paa en eller anden Maade, og saa valgte de, paa en brav Mands Vink, ovenomtale smukke, idet de for et Sammenskud opsatte hiint saa vel fortjente Minde.
- - Idet samme jeg kom ud af Gaden gik der en Mand forbi, som gjerne kunde forære Byen et Kirketaarn uden at han derfor behøvede at smøre Smøret tyndere raa Brødet.